Det er ikke et samfund i balance der har store ghettoområder eller parallelsamfund, hvor en negativ social arv forstærkes og store grupper marginaliseres eller forstærker sin egen marginalisering, f.eks. gennem kriminalitet, bander, kulturel eller religiøs fanatisme og manglende respekt for vores samfundskontrakt og fællesskab. Det er et kæmpe spild af potentiale for vores samfund, det er skadeligt for fællesskabet og det skaber utryghed
Vi vil ikke acceptere, at der er mennesker og grupperinger i vores by, der lever med helt andre normer, regelsæt og retssystemer end de danske. Vi vil nedbryde ghettoer og parallelsamfund, og vi vil sætte hårdt ind mod de elementer i vores by, som ikke vil de værdier som vores samfund og fællesskab er bygget på.
Vi vil sætte hårdt ind mod kriminalitet og bander, mod religiøs fanatisme og negativ social kontrol. Bevægelser, normer og adfærd, som vil undergrave vores danske værdier og normer og lede unge mennesker ud på forbrydelsens og terrorens vej, og som modarbejder social mobilitet og vores samfundskontrakt.
Ghettoerne og de hårdest belastede områder er kendetegnet ved at være store almene boligområder, med mange beboere uden fast arbejde og uddannelse, hvor flertallet af beboerne har ikke-vestlig baggrund, hvor indkomsten er lav og hvor flere begår kriminalitet end i resten af landet (Kilde: Økonomisk Analyse Februar 2018, Regeringen)
Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få folk i uddannelse og arbejde, og tillige sikre, at man forstår, hvad det vil sige, at bo i Århus og de forventninger vi Aarhusianere har til hinanden, herunder at respektere dansk kultur og danske traditioner og gøre, hvad man kan, for at bidrage til vores fællesskab, blive selvforsørgende og skabe en tilværelse med respekt for det samfund, man bor i.
I Danmark generelt, og især i en stor uddannelses- og beskæftigelsestung kommune som Aarhus, er der ekstra gode vilkår for en høj grad af social mobilitet skabt gennem lige adgang til uddannelse og et højt arbejdsudbud, og det gode udgangspunkt skal vi lykkes bedre med at få formildet og forankret hos især børn og unge i de udsatte områder, men også hos deres forældre.
Hos det Konservative Folkeparti har vi også en nul-tolerance overfor bandekriminalitet. Vi må aldrig acceptere at vores by bliver et fristed for kriminelle bander, der vil ødelægge vores tryghed, samfund og sikkerhed.