Flagdag i Holme Kirke

Af Peter Sporleder, Medlem af Aarhus Byråd for Det Konservative Folkeparti

FLAGDAG DEN 5. SEPTEMBER

 

Langt de fleste, som har været udsendt, har deltaget i en eller flere parader.

Det kan være medaljeparader eller parader i anledning af, at kommandoen skal overdrages. Jeg har oplevet og deltaget i rigtig mange parader både i Irak, Afghanistan og i Kosovo.

Særligt en parade skiller sig ud. Det var i Kosovo, hvor jeg besøgte det danske KFOR (Kosovo Force) bidrag, som var en bevogtningsdeling. KFOR-holdet bestod af nogle unge mennesker, der skulle bevogte basen Novo Selo lidt uden for Pristina.

Sammen med dem var der et hold af lidt ældre og rutinerede soldater, som stod for administrationen, og hvad der ellers skal til for at få sådan et dansk bidrag til at fungere.

Hurtigt gik det op for mig, hvor imponerende synligt det forholdsvis lille danske bidrag var i den store lejr. Det var fantastisk at opleve de danske soldaters engagement og deres gåpåmod og ikke mindst deres dygtighed og professionalisme.

Danske soldaters engagement og dygtighed har jeg uden undtagelse oplevet under alle mine seks udsendelser, men det, jeg husker, som noget helt særligt under den store parade i Kosovo, hvor vi deltog i forbindelse med kommandooverdragelsen, er ikke selve paraden, som var flot, fransk og højtidelig med et VIP-telt fyldt med lokale politikere, repræsentanter fra forskellige lande og særligt inviterede gæster. Det, jeg husker, er, at midt i alt det fine franske paradehulumhej, stod der en lille gruppe soldater.

Der var ikke mange, men det var alligevel dem, der var mest i øjenfaldende. De havde nemlig, som den eneste gruppe, en fane, der var til at se. De stod med Dannebrog og lyste op blandt de mange nationers soldater, som med antal fyldte langt mere end de danske.

Det kan sagtens være, at det er fordi, jeg også bærer det smukke dannebrogsflag på min venstre skulder – men jeg synes altså, at de så lidt anderledes ud end de andre. Dels var der jo den store fane, men der var også en tydelig stolthed hos de danske soldater, som ikke var til at spore hos de andre.

Det var som om, at de danske soldater var lidt mere afslappede at se på – også selvom de stod ret. Men de udstrålede en helt særlig værdighed og stolthed samtidig med, at man ind imellem lige kunne ane, at de danske soldater trak en lille smule på smilebåndet, når en af de høje franske herre kom marcherende ind på paradepladsen – med høje knæløft og iført en baret så stor, at det var komisk for de fleste.

Når jeg nævner denne parade, er det fordi,  jeg synes, den viser, hvordan vi danske soldater er og opfattes, når vi er udsendt.

Vi er sjældent mange af antal – særligt ikke i forhold til USA og England og de andre store nationer, men det vi bidrager med, er noget ganske særligt. Danske soldater er kendt verden over for at være professionelle og dygtige.

Vi er kendt for, at selvom vi repræsenterer et lille land, så tager vi opgaven på os, og vi løser den altid på bedste og fineste vis. Vi er kendt for vores stolthed over vores land og over vores flag, og at vores fremtoning er, ligesom ved paraden i Kosovo, neddæmpet og ligefrem.

Vores professionalisme har ofte følgeskab af humor og et smil – ligesom soldaten, der ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over den store baret på den franske general.

I Det Nye Testamente findes der en fortælling om en mand, som skal rejse udenlands. Han tilkalder derfor sine tjenere og overlader dem sin formue – eller som det siges: Han overlader dem sine talenter.

Pointen med fortællingen er, at vi skal bruge vores liv. Vi skal ikke grave vores talenter ned. Vi skal ikke grave livet ned – tværtimod. Vi skal tage livtag med livet.

Eller sagt på en anden måde: Det nytter ikke, at vi gemmer os og lukker øjnene og regner med, at alle problemerne er løst, når vi åbner dem igen.

Livet er til for at blive brugt til gavn for vores medmennesker i kærlighedens tjeneste – og dermed også i demokratiets tjeneste. Derfor skal vi turde at bringe det vi har i spil.

For vores fædreland, for Danmarks vedkommende, skal vi turde at tro på, at vi kan bidrage med noget, og at det vi kan, det er noget, der kan bruges til noget – også selvom bidraget ikke er så stort, som nogle af de  andres.

Da jeg forberedte mig til i dag, kom jeg til at tænke på Storm P, som har tegnet en historie – en situation fra en begravelse. i

Kisten er sænket ned i jorden, og familien og pårørende er gået hjem. Men på kanten af graven sidder der to mænd og kigger ned i hullet. De ser begge meget trætte ud, og der er ikke meget energi at spore i deres ansigter – de er nærmere opgivende.

Og så er det, at den ene trætte mand spørger den anden trætte mand:
“Kan det overhovedet betale sig at gå hjem?”

Evangeliets budskab om manden, som betroede sine tjenere sin formue, er det modsatte!

For det kan altid betale sig at rejse sig op og gå ud i livet! Altid!

Det kan altid betale sig at gå i gang med livet og de opgaver, der venter – også selvom det til tider ikke er nemt, også selvom det til tider ville være nemmere, hvis vi bare blev siddende og passede os selv, lod verden være verden og andre mennesker være andre mennesker.

Når vi giver os i kast med livet, kan det også betyde, at vi kan få knubs og ar på både krop og sjæl. Sådan er det i det liv, vi lever med hinanden i hverdagen – men sådan er det også, og i særdeleshed, når vi tjener vores land som udsendt soldat.

Der er mange, der kommer styrket hjem efter en udsendelse, men der er også dem, der kommer hjem med skader på legeme og sjæl. Og gennem de senere års indsats i blandt andet krigene i Irak og Afghanistan, er der også alt for mange, der har måttet betale den højeste pris af dem alle: Livet selv.

En gang for mange år siden stod jeg i den Afghanske stegende ørken – i Helmand Provinsen. Jeg skulle sende en dræbt dansk soldat hjem til hans kone og to børn.

Herkulesen brummede dystert i baggrunden, og foran mig stod kisten, som var smukt dækket af Dannebrog, og hvor soldatens baret og medaljer lå fint ovenpå.

Efter mindehøjtideligheden, da vi bar kisten ind i Herkulessens store krop, bad vi alle et Fadervor, og på vej ud lagde kompagnichefen armen om mig og sagde med tårer i øjnene: ”Krig er det rene ondskab. Og den sorg den udløser hos vores pårørende er uudholdelig og ubærlig”

Ja, krig er det rene ondskab.

Krig er i sig selv er ond.

Men vi, og særligt os, som er samlet her i dag, ved også alt for godt, at krig desværre er uundgåeligt.

Og lige præcis derfor er der grund til, at vi fejrer, og bliver ved med at fejre og holde flagdag for vores soldater og vores veteraner.

For at vise ære. For at vise respekt. For at sige dem tak.

Tak fordi de tog den enorme og nødvendige opgave på sig.

Tak.

Lad os rejse os og holde et øjebliks stilhed til minde for dem, der mistede livet i Danmarks tjeneste.