Bilist i Aarhus
Af Christian Baller, Byrådsmedlem Aarhus Byråd
Hellere gulerod og sund fornuft end pisk
Jan Ravn Christensen og Liv Gro Jensen, begge byrådsmedlemmer for SF, siger det direkte i et debatindlæg her i avisen d. 4/9: ”Vi skal gøre det sværere at være bilist i Aarhus”. Ifølge de to SF’ere er argumentet for at svinge pisken ”massive CO2-reduktioner”, så vi kan nå kommunens 2030-mål og at skabe en smukkere kommune med mere natur. Det sidste er svært at være uenig i, og både byforskønnelse og mere natur står da også højt på den konservative prioriteringsliste og således også til de kommende budgetforhandlinger. Men vi er ikke enige i, at vejen frem mod CO2-neutralitet er at gøre livet så surt som muligt for bilisterne, sådan som SF og de partier på venstrefløjen ønsker det. Specielt ikke, når vi ved, at det ikke virker.
De tørre tal
Med samtlige forhåndenværende tiltag i værktøjskassen vil Aarhus Kommune stadig mangle ca. 500.000 tons CO2 i 2030 fra at være i mål. Trafikforsker Niels Buus Kristensen, medlem af Klimarådet, udtaler i nærværende avis d. 24/7: ”Det er helt forfejlet at bruge klima som et argument for at lave bilfri gader og pladser.” Og tilføjer: ”Alle de beregninger, der er lavet for, hvordan man kan reducere CO2-udslip viser altid en meget begrænset effekt ved at regulere biltrafikken i centrum.” Men alligevel bruges klimaet gang på gang af venstrefløjen som argument for at reducere eller ligefrem forbyde bilismen i midtbyen. Det er som om, at der nærmest går overbudspolitik i, hvem der dermed forsøger at fremstå mest grønne – uden reelt at være det. Eller sagt på en anden måde: Rød politik pakket ind i gennemsigtigt, grønt omsvøb.
Biler og cykler går hånd i hånd
Selvfølgelig er det legitimt at have den holdning, at biler er af det onde – uanset om det er emissionsfri biler eller ej – men i Konservative mener vi, at biler er en naturlig del af en by, samtidig med at der selvfølgelig skal være masser af grønne åndehuller og områder, der er forbeholdt gående. For os er det ikke et enten-eller, men et både-og. Undersøgelser viser, at langt størstedelen af borgerne, ca. 40 %, bruger deres bil i midtbyen. Vi kunne rigtig godt tænke os, at det tal blev lavere, så der i stedet var flest, der gik eller lod sig transportere på to hjul, og derfor skal vi også i den kommende mobilitetsplan gøre det endnu mere attraktivt at vælge cyklen til og bilen fra. Men i Konservative kommer vi ikke til at lægge stemmer til at gøre livet mere besværligt for de ældre og gangbesværede, de handicappede og for borgerne fra oplandet, der reelt ikke har andre muligheder end at komme hertil i deres bil. En bil, der inden for en overskuelig fremtid er 100 % emissionsfri.
Sund fornuft
At vi nu ved, at det bliver en særdeles vanskelig opgave at blive en CO2-neutral kommune i 2030 betyder ikke, at vi skal opgive målene. Vi skal være ambitiøse, modige og nytænkende, men vi skal også tænke os godt om, bruge vores sunde fornuft og sætte ind, hvor det batter. Så vi ikke, som store dele af venstrefløjen i Byrådet, kommer med tom symbolpolitik, der ikke batter meget andet at genere byens bilister mest muligt, men så vi i stedet træffer grønne og kloge beslutninger, der reelt gør en forskel.