Debat om “dødskryds” rykker ind på Christiansborg

Af Esben Cronbach-Christensen

»Dødskrydset« på Åby Ringvej er kommet i fokus på Christiansborg, efter det konservative medlem af Folketinget Mona Juul har stillet et spørgsmål til justitsministeren.

Hvorfor er der intet kamera i Aarhus Vests »dødskryds«, og hvornår kan borgere i Aarhus forvente at kunne færdes sikkert i krydset?
Sådan spørger flere folketingsmedlemmer i fire spørgsmål, der er sendt til justitsminister Peter Hummelgaard (S) de seneste måneder.

To af spørgsmålene er stillet af det konservative folketingsmedlem Mona Juul, der er valgt i Østjyllands Storkreds. Hendes første spørgsmål fra februar blev besvaret fredag den 21. april, men mens hun ventede på svar, sendte hun endnu et spørgsmål afsted til ministeren. Ifølge Mona Juul går det nemlig ikke hurtigt nok med at sikre krydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej.

»Efter at rådmand rådmand (for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (C), red.) og borgmester i Aarhus Kommune (Jacob Bundsgaard (S), red.) havde udsendt en fælles pressemeddelelse, svarede ministeren i pressen. Men han fik ikke svaret på mine spørgsmål. Det har han så sidenhen gjort, men man kan sige, at svarene er så sløje, at jeg var nødt til at sende en rykker for et nyt,« siger Mona Juul.

Aarhus Kommune udsendte i slutningen af marts en pressemeddelelse, hvor Teknik og Miljø rådmand Nicolaj Bang og borgmester Jacob Bundsgaard gav udtryk for vigtigheden af en forbedring af trafiksikkerheden i krydset. I pressemeddelelsen offentliggjorde kommunen en måling, der viser, at 163 trafikanter dagligt kørte over for rødt på 21 dage – i alt 3436 rødkørsler.

Rådmanden og borgmesteren lagde i pressemeddelelsen vægt på vigtigheden af opstilling af et rødkørselskamera, der kan tage billeder af de billister, der kører over for rødt. Kommunen kan ikke selv opstille kameraerne, da det er en opgave for politiet.

I et svar på et andet spørgsmål til Folketingets Retsudvalg skriver Rigspolitiet, at »ibrugtagning af rødkørselskameraer vil være en teknisk vanskelig opgave, der forudsætter implementering af ny og ikke tidligere afprøvet teknologi i politiet.« I besvarelsen lægger Rigspolitiet også vægt på manglende it-ressourcer og en igangværende »replanlægning«, der vil betyde, at Rigspolitiet skal »foretage en række vanskelige prioriteringer på it-området.«

Men spørger man Mona Juul, skal der i så fald findes en anden løsning, der kan bruges i mellemtiden.

Der skal findes en løsning

Mona Juul giver ikke meget for de svar, der er kommet fra Justitsministeriet. Ifølge hende er det ikke fair overfor borgerne, at der ikke bliver handlet, når man ved, at der er tale om et farligt kryds. Hun forstår, at der kan være ressourcemæssige udfordringer, men, siger hun:
»Så er indstillingen herfra jo bare, at man må finde ud af, hvad man så kan gøre i den mellemliggende periode. For det her er jo ikke noget, der bare lige har stået på i en måned. Det er noget, der har været aftalt i meget, meget lang tid.«

»Med det antal overtrædelser, der er hver evig eneste dag, og med den risiko, det medfører, og med de meget alvorlige ulykker, der allerede har været, kan jeg simpelthen ikke forstå, at man ikke kommer op i gear og får det løst hurtigst muligt,« siger Mona Juul.

Hvad frygter du, der kan ske, hvis ikke der bliver gjort noget?

»Jeg frygter, at der kommer flere alvorlige ulykker.« I besvarelsen på Mona Juuls spørgsmål, er en kommentar fra Østjyllands Politi indhentet. Politiet fremhæver bl.a., at man i samarbejde med Aarhus Kommune vil »overveje, om der kan iværksættes yderligere tiltag for at forbedre trafiksikkerheden i Aarhus Vest, herunder i lyskrydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej.«

I svaret opridses også allerede indførte initiativer, heriblandt 29 færdselsindsatser i Aarhus Vest i 2022, som førte til 988 sigtelser for forskellige overtrædelser af færdselsloven.