Nyt fra formanden juni 2023

Af Michael Salling, Formand Århus Konservative Vælgerforening

Sommeren står for døren – og solen skinner i dén grad.
Det gode vejr skal man naturligvis glæde sig over på den korte bane, men klimaforandringerne, som én af de underliggende årsager, bør dog også mane til eftertanke på en længere bane.

Partiets grønne profil bør der derfor værnes om.

Dalgas Avenue 50b
Den 31. maj afholdte vi fælles arbejdsdag i vores lokaler på Dalgas Avenue. Bestyrelsesmedlemmer, KU’ere og andre gode mennesker mødte op til en hyggelig eftermiddag og aften, hvor vi fik ryddet grundigt op i lokalerne og skuret. Især skuret bar stadig præg af efterårets valgkamp, hvor alt blev kastet ind, når man vendte træt hjem fra nedtagning af plakater og bannere etc.

Derudover fik mødelokalet og køkken en mindre make-over, så de nu står skarpt og klare til nye aktiviteter.

Bestyrelsens arbejde
Vi har netop afholdt bestyrelsesmøde, hvor det kommende 150-års jubilæum var i fokus. Inden så længe offentliggøres arrangementerne, som omhandler dette.

Kandidatudvalget, som har til opgave at finde kandidater til Byråds- og regionsvalget i november 2025, har afholdt møde. Hvis du har kendskab til gode kandidatemner, eller selv er én af dem, så hører vi gerne fra dig.

Bestyrelsen arbejder desuden med kommende arrangementer, herunder budgetmøde for medlemmerne på Rådhuset, Åbyhøj Torvedag, møde på flagdagen samt opstillingsgeneralforsamling af Folketingskandidater.

Folketingets åbning
Traditionen tro afholder vi møde på åbningsdagen den første tirsdag i oktober. Som noget nyt bliver mødet arrangeret som fællesmøde for alle vælgerforeninger i Østjyllands Storkreds på Savværket i Højbjerg. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 3. oktober 2023 kl. 19.00, så du kan komme og høre Mona Juul fortælle om åbningstalen og de aktuelle emner på Borgen.
Hvem véd, måske er det en ny statsminister, der holder åbningstalen?!

Hovedbestyrelsen
Siden sidst er der afholdt 2 møder i Hovedbestyrelsen. Det ordinære møde handlede bl.a. om partiets og vælgerforeningernes vedtægter, som et udvalg har gransket. Der er ændringer på vej – om end disse primært er justeringer og ikke omvæltende ændringer. Ændringerne skal vedtages på Landsrådet.

Derudover fik HB-medlemmerne en grundig orientering om IT-situationen, der som mange måske har erfaret, har været udfordret gennem en længere periode. De fleste processer og funktioner på hjemmesiden skulle nu være genoprettet.

På et netop afholdt ekstraordinært møde fik HB-medlemmerne en orientering om forløbet i forbindelse med beslutningen om ikke at genopstille Pernille Weiss til det kommende EP-valg i juni 2024. Det er en på alle måder trist og ærgerlig sag, sådan som det har udviklet sig, men ingen af de involverede parter i Forretningsudvalget, har været i tvivl om, at det var en nødvendig, men tung, beslutning.