Nyt fra formanden april 2024

Af Frank Nørgaard, Formand Aarhus Konservative Vælgerforening

Jeg håber alle har haft en god påske og er klar til et forår med ekstraordinært landsråd og europaparlamentsvalg.

Tak for alt til Søren Pape Poulsen
Som I alle har hørt, har vi siden sidste nyhedsbrev mistet Søren Pape Poulsen, alt for tidligt. Sørens død kom pludseligt og efterlod os alle sammen i en enorm sorg. En uge efter Søren gik bort, blev han bisat fra Viborg Domkirke ved en meget smuk og højtidelig bisættelse. En stor tak skal lyde til sekretariatet på Christiansborg for den store indsats.

Ny politisk leder
Onsdag den 13. marts valgte en enig folketingsgruppe at pege på Mona Juul som politisk leder. Samme dag indstillede hovedbestyrelsen, også enstemmigt, Mona som partiformand. Posten som partiformand afgøres af medlemmerne på et ekstraordinært landsråd i Herning den 21. april.

Jeg håber at se rigtig mange medlemmer fra Aarhus Konservative Vælgerforening i Herning den 21. april. Jeg ved at Mona ville være glad for alt den opbakning hun kan få, specielt fra hendes egen valgkreds i Aarhus.

Praktik ift. det ekstraordinære landsråd:

Landsrådet begynder kl. 11.00. Det er muligt at ankomme til landsrådet fra kl. 09.00, og der er adgang til landsrådssalen fra kl. 10.00. Det forventes, at landsrådet slutter omkring kl. 15.00.

Det vil om formiddagen være en mindestund for Søren Pape Poulsen efterfulgt af frokost. Efter frokost vil der være tale fra Mona og personvalg. Vi slutter dagen af med at høre om det kommende valg til Europaparlamentet.

Husk at tilmelde jer senest den 10. april.

Du kan læse mere om landsrådet og tilmelde dig på følgende link: https://lr.konservative.dk/?utm_campaign=Invitation%20til%20ekstraordin%C3%A6rt%20Landsr%C3%A5d&utm_medium=email

Europaparlamentsvalg
Vi er godt i gang med forberedelserne til det kommende valg til Europaparlamentet. I vælgerforeningen glæder vi os til at støtte specielt vores lokale kandidat Marcus Knuth, som også er folketingskandidat her i Aarhus. Vi vil løbende sende opdateringer om arrangementer og kampagneaktiviteter ud, så alle kan støtte op om et godt konservativt valg. 

Valget afholdes søndag den 9. juni og vi kommer i den forbindelse til at skulle bruge en del valgstyrer. Jeg håber, at I medlemmer endnu en gang vil hjælpe med at sikre afviklingen af et demokratiske valg. Der vil komme særskilt information ud om dette når vi er tættere på valget.

Konstituering af bestyrelsen
Bestyrelsen har på vores første bestyrelsesmøde konstitueret os med nedenstående poster

  • Klaus Løwe Lantz – Næstformand
  • Anders Iversen – Kasser
  • Jacob Skjærris – Arrangementansvarlig
  • Bodil Meldgaard – Web og kommunikation
  • Oliver Abildskou – Lokaleansvarlig
  • Jonas Søby Pedersen – Medlemsansvarlig
  • Mads Hvid – Kampagneansvarlig
  • Tine Obel Schmidt – SoMe og sekretær

Bestyrelsen er allerede igang med arbejdet, som tidligere nævnt er fokus i den kommende periode Europaparlamentsvalget og medlemsstrategien. Derudover forbereder vi også det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i 2025.

Kandidatsamling til kommunalvalget 2025
Bestyrelsen har som noget nyt prøvet at samle alle de kommende kandidater til kommunalvalget til forberedende samlinger i god tid før valget. Disse samlinger har to primære formål, dels at forberede de kommende kandidater bedst muligt på valgkampen, men også at skabe et solidt sammenhold mellem hele holdet, så vi står sammen når valgkampen “raser”. Den første kandidatsamling blev afholdt i marts hvor alle kandidater fik præsenteret sig selv og hvor der blev delt gode erfaringer fra tidligere kandidater. De fremtidige samlinger kommer til at have fokus på valgkamp på sociale medier, debattræning og økonomi.

Opstilling af folketingskandidater
Der blev den 26. februar afholdt opstillingsgeneralforsamling for de 4 kredse i Aarhus. Her blev alle 4 kandidater genvalgt. Der var over 40 fremmødte medlemmer, som havde mange spørgsmål og kommentarer til kandidaterne.  

Kandidaterne blev valgt i følgende kredse:

  • Nordkredsen – Lotte Friis Böing
  • Østkredsen – Mona Juul
  • Sydkredsen – Marcus Knuth
  • Vestkredsen – Heidi Printzen

Stort tillykke til de valgte kandidater.

Siden sidst
Siden sidst nyhedsbrev har der været afholdt følgende arrangementer:

  • Opstillingsgeneralforsamling for kandidater til Folketinget afholdes mandag den 26. februar 2024 kl. 19.00 i vores lokaler på Dalgas Avenue 50B.
  • Torsdag den 21. marts var der debataften om demokrati og politisk dannelse med Søren Peter Hansen fra FOF.

 

Kommende arrangementer

  • Grundlovsdag afholdes traditionen tro den 5. juni kl. 14.00 – 16.00 i haven på Dalgas Avenue 50B, 8000 Aarhus C. Der vil være taler fra Mona Juul, Marcus Knuth og Nicolaj Bang. Efter talerne vil Vælgerforeningen servere en pølse og brød. Arrangementet er for hele familien, så tager gerne partner og børn med. Vi håber på godt vejr, ellers rykker vi indenfor. 
  • Europaparlamentsvalg 9. juni

 

Til sidst vil jeg blot benytte lejligheden til at takke for valget og så glæder jeg mig til, forhåbentlig at se mange af jer i løbet af året til diverse arrangementer.